Det kan gå så gruelig galt – Når man anvender en kørestol som et bilsæde

Vi har udvalgt nogle eksempler fra vores arbejde med crashtest og udvikling af fastspændingsudstyr og kørestole. Eksemplerne giver et realistisk billede af hvad der kan ske under en kollision med 48-50 km/t.

Eksemplerne illustrerer nogle af de mange faktorer, der kan have indflydelse på sikkerheden, positive som negative.

Videooptagelserne understreger nødvendigheden af at teste kørestole, fastspændingsudstyr og sikkerhedsseler i sin sammenhæng og brugssituation, for at få et fuldstændigt billede af sikkerheden.

Hvad kan man gøre for at forbedre sikkerheden og sikre sig imod de viste situationer?

Stil krav til kørestol og bilombygning

Problematikken kan umiddelbart virke meget uoverskuelig, men det vil give en stor øgning af sikkerheden hvis alle aktører på området tager ansvar og arbejder sammen, det ved vi af erfaring.

Vi har alle et ansvar for i at sørge for, at personer i kørestole kan spændes forsvarligt fast i deres biler. Man bør forlange dokumentation for følgende:

  • At kørestolen er CE-mærket
  • At fastgørelsespunkter til fastspændingsstropperne er markeret på kørestolen
  • At der medfølger en grundig brugervejledning for kørestol og fastspændingsudstyr
  • At fastspændingsudstyret er godkendt i henhold til gældende standarder
  • At kørestolen har gennemgået og bestået en crash-test iht. ISO7176-19 eller 10542-5

 

Foretræk de kørestolsproducenter, der kan dokumentere sikkerheden frem for dem der ikke kan.

 


Alle aktører spiller en vigtig rolle

En større grad af samarbejde imellem kørestolsproducenter, bilombyggere og leverandører af fastspændingsudstyr, vil have stor positiv betydning for sikkerheden.

Hvis en kørestolsproducent og leverandører af fastspændingsudstyr går sammen om at teste et fastspændingssystem, får man sikkerhed for, at kørestolen kan holde, og at fastspændingssystemet kan holde til belastningen fra kørestolen.

Når det drejer sig om el-kørestole er det særlig vigtigt, at det konkrete fastspændingssystem er i stand til at modstå en belastning der svarer til kørestolens vægt.

Fastspændingsudstyr, som er testet i henhold til ISO 10542 del 2 og 3, skal desværre kun kunne modstå belastningen fra en surrogatkørestol med en vægt på 85 kg samt en testdukke. Hvis man vil være sikker på at fastspændingsudstyret kan holde sammen med en konkret kørestol, skal det være testet i henhold til ISO 10542 del 5.

Da Dahl Engineering har testsamarbejde med en række kørestolsproducenter, kan vi dokumentere at vores fastspændingsudstyr fungerer sammen med disse producenters kørestole. Se venligst liste under testvideoer.

 

 

Se videoer med utilfredsstillende resultater her